Så er vi nået til anden afdeling af vores serie af marketingtips fra nogle af landets bedste marketers. Du kan læse Vol 1. her.
Hvis du læser med her, så arbejder du nok med online marketing på den ene eller den anden måde – eller har i det mindste interessen. Du har sikkert opdaget, at online marketing ikke er én disciplin, men en lang række, der skal læres og mestres, samt skal spille sammen til én samlet indsats.
I denne serie af blogindlæg, har jeg spurgt en række af landets bedste marketers som deres allerbedste marketingtip.
I dette andet indlæg kommer vi omkring nyhedsbreve, relaterede produkter i webshops, målgrupper og måling af effekten af ens tiltag.
Glæd dig allerede nu til Vol. 3 med flere gode tips.
Genudsende nyhedsbreve
Gitte fra Smallfashion.
Et af mine bedste marketing tips er, at genudsende nyhedsbreve til modtagerne. Det giver markant mere salg og påvirker ikke mængden af afmeldinger eller spamklager.
Måden jeg gør det på er, at alle der ikke har åbnet den første e-mail, får sendt den præcis samme e-mail en gang til. Nogle gange ændrer jeg emnefeltet på mailen, så det ikke bliver meget synligt at det er en genudsendelse.
Jeg har dog ikke set den store forskel på reaktionerne udanset om emnefeltet forbliver uændret.
Ligeledes har jeg testet at genudsende samme e-mail tre dage senere, men at sende den til alle modtagere. Uanset om de har åbnet den første eller ej.
I en del tilfælde har resultaterne faktiske været endnu bedre med denne tilgang. Min tese er, at dem der åbnede den første mail var interesserede, men måske ikke lige havde tid. Så når de får den igen, så er de klar til at handle.
Heller ikke metoden hvor der udsendes til alle en gang til, har påvirket mængden af afmeldinger eller spamklager.
Relaterede produkter
Vibeke fra Netlingeri.dk.
Skal jeg nævne en af de ændringer på min webshop der har haft den største positive effekt på salget, så er det at præsentere kunderne for relaterede produkter.
Jeg sælger undertøj og badetøj på shoppen og det består ofte af flere dele. Både en BH/top og en trusse.
Skal en kunde have et samlet og ens sæt, så giver det rigtig god mening, at vise den anden halvdel af sættet på modpartens produktside. Samt gøre det meget tydeligt, at de to dele hører sammen.
Fordi vi har mange mænd forbi vores shop, så har det givet ekstra stor effekt, da mænd generelt ikke er lige så vant til at købe dameundertøj som vi kvinder er. Flere har kommenteret, at de fandt det enormt nyttigt ikke at skulle lede efter den anden halvdel af et sæt.
Så har du produkter som enten passer sammen i et sæt eller som med fordel kan købes sammen med et andet produkt, så giver det rigtig god mening at præsentere det som et relateret produkt på en produktside.
Find din målgruppe
Niels Bech fra OutdoorPro.
Et hvert projekt tager lang tid at føre ud i livet. Fra du får ideen og indtil du har succes, så kan der gå lang tid.
Når du har fundet ud af alt om din målgruppe, så lav en liste over hvordan du bedst få finger i dem.
Det kan være i form af Facebook kampagner eller Lead ads. Det kan også være snapchat eller Instagram.
Men det kan også være i fagbladet som bliver leveret til alle medlemmer af f.eks. dansk jagtforbund. Hvor du kan komme med et budskab der er anderledes end alt det andet der står i bladet, så du skiller dig ud fra dine konkurrenter. Men husk altid at være opmærksom på hvad er din målgruppe.
Så tænk ud af boksen og kig på hvad kunne du skille dig ud mængden med. Enten ved at lave noget nyt og genialt, men husk det kan ende galt ved modtageren.
Mål på effekten
Mette Møllebjerg fra Møllebjerg.
Mit bedste marketingtip er faktisk ret banalt: Husk at måle på effekten af dine marketing-aktiviteter online og offline. I teorien lyder det både simpelt og banalt, men i praksis er det svært og tidskrævende at gennemføre. Det afholder nogen fra at komme i gang, men det bør det ikke, for der er rigtig meget forretning at hente, når det gøres rigtigt.
Når du måler på dine aktiviteter, har du mulighed for at prioriterer de tiltag, der skaber den største værdi på bundlinjen. Hvis du baserer dine beslutninger på mavefornemmelser, risikerer du, at du ikke får det optimale ud af de ressourcer, du har til rådighed.
Selvom det kræver noget at komme i gang med at lave målinger, så vil det for de fleste virksomheder være en investering, der er givet godt ud.