Dette er et gæsteindlæg skrevet af Thomas Mørch Iversen, ejer af undervisningsportalerne NemProgrammering.dk og WeTeach.dk. Thomas har siden 2011 arbejdet professionelt med SEO på egne sider og som konsulent hos en række større danske virksomheder. I denne artikel giver han dig en række tips til, hvordan du får mest ud af programmet Ahrefs.com.
Vi bruger selv Ahrefs hver eneste dag og kan ikke undvære det. Den billigste version koster $99 om måneden, men de har en prøveperiode på 7 dage for $7, så du selv kan se om det er noget for dig.
Har du ikke allerede investeret i Ahrefs.com, så burde du overveje at gøre det. Specielt hvis du er seriøs omkring dit linkbuilding-arbejde, er Ahrefs.com et uundværligt værktøj.
Ahrefs.com er bestemt ikke billigt, men det er klart pengene værd. I denne artikel får du 4 funktioner i Ahrefs, som du bør bruge og kende til, hvis du vælger at købe i programmet, da de vil hjælpe dig til at få det optimale ud af din investering.
Lad os bare kaste og ud i det og starte med funktion nummer et.
Find dine konkurrenters links
Dette er en oplagt funktion, og nok den de fleste der bruger Ahrefs bruger mest. Når du er logget ind, søger du først på et domæne. Ikke en underside, men domæne-roden, da du ellers ikke vil få alle indgående links med.
Lige som vi har gjort herunder, hvor vi vil prøve at snage lidt i linkprofilen hos WeTeach.dk
Herefter vælger vi ”Referring domains”, som giver os en liste med alle de domæner, som linker til WeTeach.dk.
Ved at trykke på den lille pil i kolonnen ”Backlinks”, kan vi nu få vist præcis hvilke undersider hos de enkelte domæner der linker til WeTeach.dk. F.eks. kan vi herunder se at minecookies.org linker til dem fra url’en “/tilknyttede-sites”.
Med denne information, kan du nu gå dine konkurrenter i bedene og se, hvor de får links fra – måske du kan få de samme?
Nogle gange er man blot interesseret i at se, hvor mange og hvilke links specifikke url’s hos konkurrenten har. Det kunne f.eks. være, at du overordnet set har et stærkere site end konkurrenten, men på et specifikt søgeord ligger han altså højere end dig alligevel – måske det er på grund af, at den ene url som konkurrenten ranker med, har langt flere indgående links end din?
Det kan du selvfølgelig også undersøge med Ahrefs, og det gør du blot ved at analysere den specifikke url i stedet for hele domænet. Det har vi gjort nedenfor hvor vi f.eks. kan se at url´en nemprogrammering.dk/wp/seo-kursus-online alene har 66 links fordelt på 25 forskellige domæner.
Hvad får dine konkurrenter links til?
Links skal gerne komme naturligt, f.eks. igennem god markedsføring og godt indhold. Måske er din konkurrent rigtig god til at få organiske links ved at skabe indhold, som folk har lyst til at linke til.
Det kan du finde ud af ved at bruge ”Best by links”-funktionen, og simpelthen få vist de sider hos din konkurrent, som har flest indgående links (backlinks).
Typisk vil forsiden have en del links, men hvis du kan spotte undersider med en masse links og undersøge, hvad der findes på disse sider, så kan du måske skabe noget lignende indhold, som er lidt bedre og som måske i fremtiden vil få links i stedet for din konkurrents side.
Det kunne f.eks. være, at du opdager at din konkurrent har en super god infografik, som får en masse naturlig backlinks. Dette er vigtig information for dig, da du derfor ved, at hvis du måske i stedet laver en super god info-video, der forklarer det samme som denne infografik, så kan du måske få de her links i fremover i stedet.
Du kan trykke på antallet i kolonnen ”Dofollow” og ”Nofollow” for at se præcist hvilke url´er der linker, og dermed i hvilken sammenhæng de gør det.
Find de lavthængende frugter
I nogle tilfælde er det ikke altid de store søgeord, som du skal gå efter, blot fordi det er det dine konkurrenter ligger højt på.
Du bør i stedet altid starte med at kigge på de lavt hængende frugter, og det kan du selvfølgelig bruge ahrefs til.
Gør følgende:
- Gå til “Organic Keywords”-rapporten
- Sæt “Positions” filter fra 4 to 10
- Sorter ”Volume” kolonnen efter mest populære keywords først
Det du får nu er en rapport over de søgeord, som du allerede er på side 1 med, men hvor du lige mangler det sidste for at nå til tops. Søgeord, som alle har en høj søgevolumen, og som derfor potentielt kan give dig en masse trafik.
Dette er lavthængende frugter, da Google allerede har indekseret dig relativt højt på disse søgeord, og med lidt linkbuilding vil du sandsynligvis kunne komme højere op, og derved få mere trafik på søgeord du ved har en god volumen.
Grunden til at man vælger position 4-10 er, at langt størstedelen af alle der søger på Google aldrig kommer længere ned en position nr. 3. Derfor kan du vinde rigtig meget ved blot at rykke lidt frem og derved opnå eksponentielt mere trafik.
Denne strategi er en del mere lukrativ i forhold til at starte fra bunden og optimere på søgeord man slet ikke rangerer på i forvejen.
Der findes langt flere funktioner og muligheder i Ahrefs, udover det vi har dækket her. Men vi håber alligevel, at du med denne miniguide til Ahrefs har fået øjnene op for, hvordan du kan bruge programmet i dit linkbuildingarbejde.